Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

 

BL Biler i 50 år.

Tirsdag den 15. oktober fylder BL Biler i Norup 50 år og i alle år har chefen på værkstedet været Bjarne Larsen.

Det startede med at Bjarne Larsen i 1967 købte bygningen på adressen Norupvej 131 af sin morfar. Bygningen skulle bruges til beboelse, hvilket krævede en større ommøblering, da huset på det tidspunkt blev benyttet som ko og svinestald.

I 1969, nærmere bestemt den 15. oktober, startede Bjarne op med at reparere biler i den store røde hal der lå ved siden af huset.

Det skulle vise sig at være en god idé og allerede 2 år efter byggede Bjarne et helt nyt værksted på 300 kvm og forretningen blev i 1973 yderligere udvidet med en underforhandling af Ford biler.

Det gik så godt at Bjarne var nødt til at lave en filial i Otterup til bilsalg og service.  Det skete i 1978 og de nye lokaler blev placeret i Nørregade, ved siden af det der i dag er Mammas Pizzeria (dengang slagter)

Syv år senere skiftede BL Biler Ford ud med Mitsubishi og så gik det stærkt. I løbet af kort tid var salget af nye biler på over 100 om året. Salget var faktisk så stort at Bjarne og Irene var en tur i Japan og på Hawaii – vel at mærke på Mitsubishi’s regning.

I 1992 sluttede Mitsubishi festen da Mitsubishi selv overtog importen af biler og begyndte udelukkende at satse på de større byer. I den forbindelse gik forhandlerantallet fra 150 til 50 og således heller ikke nogen nye Mitsubishi biler til Otterup og Norup. BL Biler blev igen forhandler af Ford.

Med starten af det nye århundrede sluttede nybilsalget for BL Biler og filialen i Otterup var allerede lukket.

De sidste 19 år har BL Biler været et rent reparationsværksted, til stor glæde for mange af de lokale bilejere og alle dem der bare har beholdt værkstedet fordi de har købt deres nye bil her.

Bjarne rundede den 4. oktober de 72 år og et naturligt spørgsmål er naturligvis hvor længe han vil blive ved og svaret er enkelt:

Så længe helbredet tillader!

Hjertelig tillykke med jubilæet