Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Handicapidrætten på Nordfyn styrkes

Otterup Håndboldklub (OHK) starter det første håndboldhold for børn og unge med udviklingshandicap på Nordfyn.

For et år siden blev Otterup Håndboldklub (OHK) kontaktet af Birgitte Vangsgaard fra Støttegruppen Nordfyn – en gruppe, der arbejder for bedre idrætsvilkår for børn med handicap/udviklingshandicap og særlige behov. Birgitte Vangsgaard havde set OHK’s kampagne “kom og spil med os - der er også et hold til dig”, og ville høre om der var mulighed for, at OHK kunne lave et hold for børn med udviklingshandicap.

Den udfordring tog Børne- og Ungdomsbestyrelsen i OHK op, og efter et helt års grundigt forarbejde er klubben nu klar til at tilbyde HOLD GLAD for børn og unge i alderen 5-18 år med udviklingshandicap. Stine Larsen, børne- og ungdomsformand i OHK, fortæller: ”Vi har brugt lang tid på forarbejdet. Dels for at skaffe viden, så vi som klub kunne tilbyde et godt produkt og dels med at finde en kvalificeret træner, som ved hvordan man arbejder med den målgruppe.”

Erfaren træner på posten
Valget faldt på Alex Skrælund som bor i Næsby og som gennem flere år har trænet børn med særlige behov. Alex er også idrætsmedarbejder i Parasport Danmark, så klubben har sikret at de har den fornødne knowhow. Derudover suppleres holdet med to assisterende trænere Victor Petersen og Rasmus Rendboe, som begge selv spiller i OHK.

Hold Glad
Børn og unge med et udviklingshandicap har svært ved at deltage i sport på lige fod med andre børn. Ofte oplever de nederlag. Og der findes ikke ret mange tilbud til børn med udviklingshandicap i de almindelige foreninger. Derfor er mange af børnene udelukket fra at udfolde sig fysisk, få sved på panden og ikke mindst få trænet den motorik, der er ekstra vigtig i deres situation.

”Vi vil med HOLD GLAD gerne give dem de samme vilkår, som alle andre børn - på deres egne præmisser. I OHK er der plads til alle”, fortæller Stine Larsen, og fortsætter: ”Vi vil skabe et hold, hvor de kan udvikle sig og føle, at de er mega gode til det, de gør. Vi skal give dem en succesoplevelse, så de går glade hjem fra træning hver gang.”

Træning hver anden tirsdag
HOLD GLAD er for børn og unge i alderen 5-18 år. Det starter op fra uge 33, og der trænes tirsdage i ulige uger kl. 17.00 - 18.00. Til jul vurderes det om spillerne vil kunne holde til en halv time længere. Træningen kommer til at bestå af fælles opvarmning og herefter vil træningen foregå ved forskellige poster alt efter niveau og lyst og endelig sluttes af med at spille på mål. Klubben lægger stor vægt på det sociale, så hver træning sluttes af med frugt i klublokalet. Læs mere om holdet på www.ohk.dk eller kontakt Stine Larsen på mail sla@ohk.dk eller tlf: 52393809.

Billeder fra træning med HOLD GLAD vedlægges denne mail.

For yderligere information eller interviews kontakt: Stine Larsen på mail sla@ohk.dk / tlf: 52393809

Venlig hilsen
Tine Jørgensen
21 44 21 56